På en søndag i blæst og regn bliver den sidste lille rest af det lækre surdejsbrød fra Lolo i Svendborg til en lille bread & butter pudding med friske blå blommer, citron, vanilje og kardemomme.
Brødet suger den enkle æggecreme til sig, mens kanterne bliver gyldne og sprøde i ovnen. Blommernes syre giver modspil til den søde creme, og resultatet er en enkel sensommerdessert, der er værd at gemme de sidste skiver brød til.
Seriøst en ret, der er værd at lave igen!
2 personer
Ingredienser:
Bread & butter pudding
- 50 g daggammelt surdejsbrød, gerne med skorpe
- Ca. 20 g blødt smør
- 3-4 store, modne blå blommer, gerne med god syre
- 1 æg
- 125 ml sødmælk
- 25 g sukker
- ½ tsk vaniljepasta eller tilsvarende vanilje
- 3 grønne kardemommekapsler
- Fintrevet skal af ½ økologisk citron
- Et lille nip salt
- Ca. 1 tsk sukker til toppen
Til servering
- Græsk yoghurt naturel, gerne 10 %
Fremgangsmåde:
Brød og blommer
Smør en lille ovnfast skål eller et lille fad let med smør - der må gerne være lidt højde på formen. Skær surdejsbrødet i tynde skiver, hvis det ikke allerede er skåret, og smør skiverne med blødt smør. Behold endelig skorpen på brødet – den giver både smag og dejligt sprøde kanter under bagningen.
Halver blommerne, fjern stenene og skær dem i både.
Stil brødskiverne løst og let overlappende i formen. De må gerne stå lidt på højkant og i forskellige vinkler. Fordel blommebådene mellem brødskiverne, gerne med noget af det blå blommeskind synligt.
Æggecreme med citron og kardemomme
Åbn kardemommekapslerne og stød frøene fint i en morter.
Pisk æg og sukker let sammen uden at piske luft i blandingen. Tilsæt sødmælk, vanilje, stødt kardemomme, et lille nip salt og det meste af den fintrevne citronskal.
Hæld æggecremen langsomt ned mellem brødskiverne og blommerne. De øverste dele af brødet må gerne stikke op over cremen, så de kan blive gyldne og sprøde under bagningen.
Lad puddingen stå i cirka 15-20 minutter, så det tørre brød får tid til at suge æggecremen til sig.
Bagning
Forvarm ovnen til 180 °C almindelig ovn.
Fordel lidt ekstra fintrevet citronskal over puddingen og drys med cirka 1 tsk sukker.
Bag puddingen i cirka 30 minutter, til æggecremen netop har sat sig, blommerne er møre, og de øverste brødkanter er gyldne og sprøde.
Lad puddingen stå og køle lidt af efter bagningen. Den er allerbedst serveret lun frem for rygende varm.
Servering
Server den lune bread & butter pudding med en lille skefuld kold græsk yoghurt naturel. Yoghurtens friske syre er et enkelt modspil til den søde æggecreme og de bagte blommer.
Tips:
Opskriften er skabt til den sidste lille rest af et godt brød. Daggammelt surdejsbrød er perfekt, fordi det tørre brød suger æggecremen til sig uden at miste al sin struktur. Et surdejsbrød med en mild syrlighed fungerer særligt godt sammen med blommerne.
Brug gerne blommer med tydelig syre frem for meget søde og vandige blommer. Under bagningen afgiver de saft til æggecremen og giver puddingen den balance mellem sødt, syrligt, blødt og sprødt, som gør den så god.
Har du mere eller mindre end 50 g brød tilbage, kan opskriften nemt skaleres. Det vigtigste er, at brødet får lov til at suge æggecremen til sig, uden at det står helt druknet i væske.